Læs her om diskrimination og hvordan I sikrer ens behandling af alle medarbejdere.
Hvad er forskelsbehandling?
I Danmark er det ulovligt at forskelsbehandle på arbejdspladser – både direkte og indirekte. Dette betyder at medarbejdere eller ansøgere til stillinger ikke må stilles dårligere på grund af specifikke kriterier såsom seksualitet, køn, etnicitet, handicap eller religion. Det kan være svært at regne ud, hvornår man forskelsbehandler. Denne artikel giver derfor råd til, hvordan I som virksomhed kan arbejde aktivt med at undgå både den direkte og indirekte diskrimination på arbejdspladsen.
Råd til hvordan du undgår at forskelsbehandle
Det mest oplagte råd er, at man i virksomheden skal bruge sin sunde fornuft. Når det er sagt, er der dog konkrete tiltag en virksomhed kan tage for at sikre sig ens behandling af sine medarbejdere og ansøgere, der især kan hjælpe, når det kommer til indirekte diskrimination, som kan være svært at gennemskue. I ansættelsesfasen kan det være en god idé at have en klar liste over hvilke kompetencer en medarbejder til stillingen bør besidde og holde sig til denne liste under samtalen. Således får dem der kommer til samtale mulighed for at vise deres kompetencer på lige grundlag og I har som virksomhed mulighed for at vurdere ansøgerne på baggrund af relevante kompetencer og ansætte den rigtige til jobbet uanset etnicitet, seksualitet eller andet.
Dertil har lederen på arbejdspladsen et stort ansvar i forhold til tonen i virksomheden. En personalepolitik med klare værdier for at sætte omgangstonen i virksomheden kan derfor være en god idé når diskrimination skal forebygges. Det er dertil vigtigt at vise hensyn til forskellige behov, ikke alle er ens. Eksempelvis bør man være opmærksom på, at ikke alle kan spise og drikke alt til firmafester og man bør derfor have forskellige muligheder. Hvis du vil læse mere om diskrimination, og hvad du gør, hvis det allerede er fundet sted i din virksomhed, kan du læse mere i pjecen, der er linket til i denne artikel.
Læs mere:
CSR.dk: Diskrimination i virksomheden
Vejledning om forskelsbehandlingsloven
Fandt du ikke svar på det du søgte? Så kontakt os via chat i nederste højre hjørne.